10. klasse

Har du brug for et år til at finde ud af, hvad du vil senere, eller har du brug for at dygtiggøre dig til en bestemt uddannelse?

På UNX vil du møde udfordringer, overraskelser, medbestemmelse samt faglig udfordring og fordybelse.

UNX er placeret i sit eget "hus" på Nørrevangsskolen. Vi er en selvstændig enhed med egne lærere, der i samarbejde med blandt andet Randers Statsskole har mulighed for at bruge de gode faciliteter, som er på Nørrevangsskolen.

Praktiske oplysninger

Som elev i 10. klasse forventer vi, at du medbringer en bærbar/tablet. Hvis du ikke selv har en, er det muligt at låne en bærbar.

Du skal i samarbejde med UU/skolevejlederen udarbejde en personlig uddannelsesplan i løbet af året. Du vil udover individuel rådgivning og vejledning via information om ungdomsuddannelserne, præsentationskurser, brobygning, praktik og uddannelsesdage få et bedre grundlag for at træffe dit uddannelsesvalg.

I 10. klasse skal du udføre en obligatorisk selvvalgt opgave (OSO), som skal tage udgangspunkt i din personlige uddannelsesplan. Opgaven skal være afsluttet inden d. 1. marts - og altså inden sommerens prøver.

Alle elever skal i brobygning på mindst to forskellige uddannelser af 3 og 2 dages varighed. Den ene skal være en erhvervsrettet uddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse. Der vil også være mulighed for frivillig brobygning og ulønnet praktik.

Introtur

Kort efter at du er startet på UNX, tager vi på en introtur. Her bliver du rystet sammen med de andre elever på linjen - og via en række samarbejdsøvelser lærer vi hinanden at kende.

Studietur

Hvert år tager vi på en fælles studietur. I perioden op til turen arbejdes der med destinationen som tema i dansk og samfundsfagstimerne. Du må påregne en egenbetaling på ca. 2.500 kr. Kan du ikke deltage, planlægges alternativ undervisning for dig - men da studieturen er et vigtigt element i skoleåret og en del af undervisningen, er det vigtigt, at du er en del af denne tur.

Elever fortæller

Sara

"10. klasse på Nørrevangsskolen, var en god mulighed for mig, både for at forbedre mig fagligt, men også udvikle mig personligt. Der er venskaber på tværs af klasserne, og vi er alle forskellige, men det er der plads til."

Sohaila

"At kunne forbedre mig fagligt og dermed også mine karakterer var en rigtig god mulighed for mig. En af de gode ting ved 10. klasse er også at møde nye mennesker og få nye oplevelser. Derudover har 10. klasse givet mig en mulighed for at undersøge ungdomsuddannelserne, da jeg før var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Men 10 klasse har gjort mig sikker på, hvad jeg vil efter og i fremtiden."